|
I
1948 blev vi klar over, at vi måtte have et sommerhus oppe ved nordkysten
af Sjælland, efter at vi havde lejet os ind i nogle år. Hagelunds,
som vi sidst boede hos, ville sælge deres hus, og vi købte
så deres køkkenhave på den anden side af vejen, der
er opkaldt efter familien. Desværre var det dengang forbudt at bygge
sommerhuse, men vi fik fat i et træhus, som havde tjent som bolig
for en familie i en haveforening, som skulle nedlægges. Hagelund,
der var tømrer og snedker, sagde god for materialerne i huset,
og så blev det transporteret fra Amager til Liseleje.
Det
så ejendommeligt ud. Som om der havde siddet en elefant på
taget. Den lokale tømrer, der skulle rette op på det og tilføje
et nyt køkken og et lille værelse til de to børn,
vi da havde, så hovedrystende på det: Sikke noget møj!
Men man kan vel have lov at stikke et brædt ind hist og her! Det
gjorde han. Uden indsigelse fra den kommunale byggekommission, som han
var formand for.
Så blev huset pudset med cementpuds af den lokale Murer-Frederik.
Han klaskede det på, så det rungede. Og det holdt. Selv da
der mange år senere skulle indsættes nye vinduer,. faldt der
ikke nogetsomhelst puds af, selv om det rystede i huset. Han kunne også
klare at støbe fundament under huset, efter at det var stillet
op. Sådan var de gode, gamle håndværkere.
Så skulle der tapetseres og lakeres indvendigt. Familien Hagelund
hjalp os helt ukyndige, så det lykkedes. Lidt fejl hist og her,
men som de sagde: Man skal også kunne se, at man selv har lavet
det.
Nu hjælper Hagelunds efterfølgere i genbohuset, Johannes
og Agnes, på samme måde, både sommer og vinter. Tinghuset
kunne ikke eksistere uden deres hjælp.
Det var noget primitivt i starten. El kom der dog ret hurtigt, men vi
måtte vente i flere år, før vi fik indlagt vand. Indtil
da blev vand hentet fra naboen.
Efter traditionen i Liseleje har alle sommerhuse navne. Det var helt naturligt
at kalde vores hus Tinghuset. Dels var jeg dengang dommer og residerede
på Domhuset i København, dels fordi jeg i nogle år
underviste i det fag, der i gamle dage hed Tingsret. Vi så også
en vittighed i det pompøse navn, der passede fint til et hus, som
hverken i størrelse eller udførelse lå i højeste
klasse. Det ville næppe have fået 1. præmie i en arkitektkonkurrence.
Et
højst nødvendigt lille udhus kom meget logisk til at bære
navnet: Arresten.
Den tidligere køkkenhave blev stort set ændret til en græsplæne,
omkredset af østrigske bjergfyr, som skabte læ og lukkede
for indkig. De holdt endnu i mange år. Men en efterårsstorm
væltede nogle af dem, og så måtte de fældes alle
sammen. Vi erstattede med lærketræer og buske. Nogle pragtfulde
solbærbuske overlevede fra køkkenhaven, men de blev ramt
af sygdom og måtte rykkes op. Ribsbuskene har overlevet alle angreb
gennem årene og leverer rysteribs sommer efter sommer.
Efterhånden var det et problem at finde skygge. Et birketræ
blev stående, men måtte kappes godt ned flere gange.Det har
stadig en pragtfuld krone, selv om den nederste stamme ser meget sygelig
ud. En enkelt bjergfyr overlevede. Men en efterårsdag meddelte Johannes
os, at også dette træ var faldet i en storm. Det blev dog
beroligende tilføjet, at ingen var komme til skade. Træet
faldt ind over nabogrunden, netop på bilens faste holdeplads, men
naboen var heldigvis kort før kørt afsted på arbejde.
Ud til vejen er der pragtfulde roser. Kommunen kom ved en fejl til at
skære dem helt ned - og plantede til gengæld nye, som vi kalder
for "de kommunale". Iøvrigt voksede de gamle op og trives
som aldrig nogensinde før.
Enkelte gange udlejede eller udlånte vi huset. Gode venner måtte
tage til takke med det, som det var, men en lejer, som ville leje huset
ubeset, fik en venlig henstilling om at se på det først.
Så meldte han fra. Dengang var vi ofte i Italien en del af sommeren,
og så stod huset til afbenyttelse for andre. En enkelt gang lejede
vi selv et hus ved Vesterhavet. Og mens vi led under regn og havgus i
Jylland, strålede solen over Tinghuset.
Da
vi fik Keld, var det klart, at huset måtte udvides. Det blev det
så, og samtidig blev der indlagt WC og bad, og der blev bygget et
rimeligt stort udhus til redskaber og øl. Der blev også lavet
gårdhave og udestue på en ellers ubenyttet bagplads. Det medfører,
at selve huset i perioder stort set udelukkende bruges til overnatning.
Kloakeret er der også blevet for nylig. Det med vand i grunden var
ellers et problem de første år. Det sivede og sylrede, så
vi i foråret måtte have lange støvler på for
at kunne færdes på grunden. Der måtte gøres noget.
De faste indbyggere var ikke meget for en ændring, Man havde altid
klaret sig med grøfter, men de dumme Københavnere fyldte
jo grøfterne med alt muligt, og så gik det galt. Da der blev
truet med embedslæge og meget store ændringer, gav de sig.
Og med ret primitive løsninger blev afvandingen klaret.
Tinghuset
ligger i det, men kalder det gamle Liseleje. På 10 minutter går
man derfra gennem Liseleje plantage ned til en strand, som om sommeren
kan være nok så overrendt. Men på cykel kan man hurtigt
og let nå til strande, hvor der selv på hede sommerdage ikke
er mange mennesker. De fleste strandgæster kommer i bil, og bilkørsel
er næsten totalt forbudt i det nærliggende Tisvilde Hegn.
Området har i sin tid været havbund, der med havets tilbagetrækning
blev til flyvesand, der dækkede Tisvilde landsby og kirke med et
tykt sandlag. Energiske forstfolk tog fat på at beplante, og idag
har man en et dejligt naturområde, der kun besøges af få
mennesker. I foråret står det med friske, grønne farver,
og i efteråret knalder det med gule og røde farver. De særligt
indviede ved endda, hvor man kan finde spiselige svampe. Navnlig kantareller.

Tinghuset
i vinterlys - januar 1991
Selvfølgelig
burde det tarvelige og nu efterhånden meget gamle Tinghus være
erstattet af et nyt og praktisk hus. Men der er knyttet så mange
minder og erindringer til det kære gamle Tinghus, at vi ikke har
kastet os ud i en så radikal ændring. Det må overlades
til kommende generationer.
Var det sket, kunne vi have tilbragt også julen deroppe, i et gennemvarmet
hus med alle faciliteter. Men med fodkulde og tynde ruder lader det sig
ikke gennemføre.
Så vi må ønske glædelig jul fra Ordrup Have,
hvor vi har Dyrehaven og Ellemosen lige i nærheden og en stor park,
tilhørende en storsindet nabo, umiddelbart op til vore hegn. Der
er længere til stranden, men det har mindre betydning, mens sne
og is strides uden for den lune stue.
|



|