Tinghuset
Vores sommerhus i Liseleje, Nordsjælland
Historie baseret på mine forældres julekort fra december 1991

Huset blev overdraget fra mine forældre til os tre brødre nytår 1996.

See Tinghuset in this 360 degree Quicktime VR film!
(960 kilobytes)

I 1948 blev vi klar over, at vi måtte have et sommerhus oppe ved nordkysten af Sjælland, efter at vi havde lejet os ind i nogle år. Hagelunds, som vi sidst boede hos, ville sælge deres hus, og vi købte så deres køkkenhave på den anden side af vejen, der er opkaldt efter familien. Desværre var det dengang forbudt at bygge sommerhuse, men vi fik fat i et træhus, som havde tjent som bolig for en familie i en haveforening, som skulle nedlægges. Hagelund, der var tømrer og snedker, sagde god for materialerne i huset, og så blev det transporteret fra Amager til Liseleje.

Det så ejendommeligt ud. Som om der havde siddet en elefant på taget. Den lokale tømrer, der skulle rette op på det og tilføje et nyt køkken og et lille værelse til de to børn, vi da havde, så hovedrystende på det: Sikke noget møj! Men man kan vel have lov at stikke et brædt ind hist og her! Det gjorde han. Uden indsigelse fra den kommunale byggekommission, som han var formand for.
Så blev huset pudset med cementpuds af den lokale Murer-Frederik. Han klaskede det på, så det rungede. Og det holdt. Selv da der mange år senere skulle indsættes nye vinduer,. faldt der ikke nogetsomhelst puds af, selv om det rystede i huset. Han kunne også klare at støbe fundament under huset, efter at det var stillet op. Sådan var de gode, gamle håndværkere.
Så skulle der tapetseres og lakeres indvendigt. Familien Hagelund hjalp os helt ukyndige, så det lykkedes. Lidt fejl hist og her, men som de sagde: Man skal også kunne se, at man selv har lavet det.
Nu hjælper Hagelunds efterfølgere i genbohuset, Johannes og Agnes, på samme måde, både sommer og vinter. Tinghuset kunne ikke eksistere uden deres hjælp.
Det var noget primitivt i starten. El kom der dog ret hurtigt, men vi måtte vente i flere år, før vi fik indlagt vand. Indtil da blev vand hentet fra naboen.
Efter traditionen i Liseleje har alle sommerhuse navne. Det var helt naturligt at kalde vores hus Tinghuset. Dels var jeg dengang dommer og residerede på Domhuset i København, dels fordi jeg i nogle år underviste i det fag, der i gamle dage hed Tingsret. Vi så også en vittighed i det pompøse navn, der passede fint til et hus, som hverken i størrelse eller udførelse lå i højeste klasse. Det ville næppe have fået 1. præmie i en arkitektkonkurrence.

Et højst nødvendigt lille udhus kom meget logisk til at bære navnet: Arresten.
Den tidligere køkkenhave blev stort set ændret til en græsplæne, omkredset af østrigske bjergfyr, som skabte læ og lukkede for indkig. De holdt endnu i mange år. Men en efterårsstorm væltede nogle af dem, og så måtte de fældes alle sammen. Vi erstattede med lærketræer og buske. Nogle pragtfulde solbærbuske overlevede fra køkkenhaven, men de blev ramt af sygdom og måtte rykkes op. Ribsbuskene har overlevet alle angreb gennem årene og leverer rysteribs sommer efter sommer.
Efterhånden var det et problem at finde skygge. Et birketræ blev stående, men måtte kappes godt ned flere gange.Det har stadig en pragtfuld krone, selv om den nederste stamme ser meget sygelig ud. En enkelt bjergfyr overlevede. Men en efterårsdag meddelte Johannes os, at også dette træ var faldet i en storm. Det blev dog beroligende tilføjet, at ingen var komme til skade. Træet faldt ind over nabogrunden, netop på bilens faste holdeplads, men naboen var heldigvis kort før kørt afsted på arbejde.
Ud til vejen er der pragtfulde roser. Kommunen kom ved en fejl til at skære dem helt ned - og plantede til gengæld nye, som vi kalder for "de kommunale". Iøvrigt voksede de gamle op og trives som aldrig nogensinde før.
Enkelte gange udlejede eller udlånte vi huset. Gode venner måtte tage til takke med det, som det var, men en lejer, som ville leje huset ubeset, fik en venlig henstilling om at se på det først. Så meldte han fra. Dengang var vi ofte i Italien en del af sommeren, og så stod huset til afbenyttelse for andre. En enkelt gang lejede vi selv et hus ved Vesterhavet. Og mens vi led under regn og havgus i Jylland, strålede solen over Tinghuset.

Da vi fik Keld, var det klart, at huset måtte udvides. Det blev det så, og samtidig blev der indlagt WC og bad, og der blev bygget et rimeligt stort udhus til redskaber og øl. Der blev også lavet gårdhave og udestue på en ellers ubenyttet bagplads. Det medfører, at selve huset i perioder stort set udelukkende bruges til overnatning.
Kloakeret er der også blevet for nylig. Det med vand i grunden var ellers et problem de første år. Det sivede og sylrede, så vi i foråret måtte have lange støvler på for at kunne færdes på grunden. Der måtte gøres noget. De faste indbyggere var ikke meget for en ændring, Man havde altid klaret sig med grøfter, men de dumme Københavnere fyldte jo grøfterne med alt muligt, og så gik det galt. Da der blev truet med embedslæge og meget store ændringer, gav de sig. Og med ret primitive løsninger blev afvandingen klaret.

Tinghuset ligger i det, men kalder det gamle Liseleje. På 10 minutter går man derfra gennem Liseleje plantage ned til en strand, som om sommeren kan være nok så overrendt. Men på cykel kan man hurtigt og let nå til strande, hvor der selv på hede sommerdage ikke er mange mennesker. De fleste strandgæster kommer i bil, og bilkørsel er næsten totalt forbudt i det nærliggende Tisvilde Hegn.
Området har i sin tid været havbund, der med havets tilbagetrækning blev til flyvesand, der dækkede Tisvilde landsby og kirke med et tykt sandlag. Energiske forstfolk tog fat på at beplante, og idag har man en et dejligt naturområde, der kun besøges af få mennesker. I foråret står det med friske, grønne farver, og i efteråret knalder det med gule og røde farver. De særligt indviede ved endda, hvor man kan finde spiselige svampe. Navnlig kantareller.

Tinghuset i vinterlys - januar 1991

Selvfølgelig burde det tarvelige og nu efterhånden meget gamle Tinghus være erstattet af et nyt og praktisk hus. Men der er knyttet så mange minder og erindringer til det kære gamle Tinghus, at vi ikke har kastet os ud i en så radikal ændring. Det må overlades til kommende generationer.
Var det sket, kunne vi have tilbragt også julen deroppe, i et gennemvarmet hus med alle faciliteter. Men med fodkulde og tynde ruder lader det sig ikke gennemføre.
Så vi må ønske glædelig jul fra Ordrup Have, hvor vi har Dyrehaven og Ellemosen lige i nærheden og en stor park, tilhørende en storsindet nabo, umiddelbart op til vore hegn. Der er længere til stranden, men det har mindre betydning, mens sne og is strides uden for den lune stue.